Hvis man altid har dyrket meget motion, er det svært, når overgangsalderen pludselig begrænser én i det, man holder allermest af: at bevæge sig. Claudia (52) er idrætslærer og har været fysisk aktiv hele sit liv. Ud over at arbejde med idræt elsker hun at cykle og vandre og går jævnligt lange ture i naturen med sin mand. Indtil hun begyndte at få ondt i sine led. Claudia: "Jeg har altid motioneret og bevæget mig meget. Jeg forstod ikke, hvorfor netop jeg skulle få så mange fysiske smerter."
De første signaler var milde. Lette smerter i leddene hist og her, især efter en længere gåtur. Men symptomerne blev gradvist værre. "Mine knæ føltes stive, mine hænder gjorde ondt, når jeg holdt om cykelstyret, og mine skuldre var ikke længere så smidige, som de plejede at være."
Eftersom Claudia var i så god form, havde hun svært ved at tro, at ledproblemerne bare var opstået uden videre. Hun gik til lægen, som henviste hende til en ortopæd. "Ortopæden sendte mig videre til en fysioterapeut," ler Claudia. "Han talte om overbelastning og om, at jeg nok havde brugt mine led forkert." Men som idrætslærer, der er uddannet i kroppens bevægeapparat, syntes Claudia, at det lød underligt.
Alligevel bestilte hun tid hos en fysioterapeut og begyndte pligtskyldigt at lave øvelser. "Jeg ville gøre alt for at lindre mine smerter og fik også massage. Det var skønt og lod også til at hjælpe kortvarigt, men efter nogle dage vendte smerterne bare tilbage igen."
Samtidig gjorde smerterne det vanskeligt for hende at passe sit arbejde. "Jeg deltog normalt altid selv i idrætstimerne, men smerterne blev stadig værre, og jeg kunne ikke længere regne med min krop. Jeg blev naturligvis enormt frustreret. For slet ikke at tale om, hvor gnaven jeg blev, når jeg gik tur med min mand og bagefter skulle bruge flere dage på at komme mig."
Claudia var i en konstant kamp med sin egen krop. "Trods fysioterapeutens tips havde jeg fortsat konstante smerter. Specialisterne blev ved med at tale om aldring og overbelastning og sagde, at det bare var en del af det. Det er jeg delvist enig i – jeg bliver jo ikke yngre, og kroppen kan ikke klare så meget, som den har kunnet – men jeg vidste bare, at det her var noget andet."
Der må da findes en løsning, tænkte Claudia og besluttede sig for selv at gå på opdagelse. "Jeg begyndte at undersøge sagen og stødte på beretninger fra kvinder, der havde ledproblemer i overgangsalderen. Jeg blev virkelig forbløffet over det, jeg læste. Jeg anede ikke, at det var så almindelig en gene! Da jeg ikke havde andre symptomer, havde jeg jo aldrig skænket overgangsalder en tanke."
Og jo mere hun læste om overgangsalderen, jo mere lærte hun om, hvordan de hormonelle forandringer kan påvirke kroppen. "Jeg anede virkelig ikke, at det faldende østrogenniveau kan gå ud over leddene," fortæller Claudia, "og at man kan få stive og ømme led, når hormonniveauet falder. Da jeg fandt ud af det, faldt der en masse brikker på plads."
"Jeg gik tilbage til lægen, som bekræftede, at ledsmerter forekommer hyppigere hos kvinder i overgangsalderen," fortsætter Claudia. "Vi valgte på forsøgsbasis at starte med hormonbehandling, og det gjorde virkelig en verden til forskel. Efter et par måneder følte jeg mig som født på ny."
Det forandrede alt for Claudia – til det bedre, forstås: "Jeg kunne undervise igen uden at skulle sidde i sofaen om aftenen og have ondt bagefter, og det føltes så godt. Også derhjemme fik jeg energien og mit gode humør tilbage, og det var så skønt at kunne gå tur sammen igen."
Hormonbehandlingen var en stor lettelse for Claudia. "Jeg havde faktisk overvejet at gå ned i tid på arbejdet, men den tanke er nu fejet helt af bordet. Mit job er en stor kilde til glæde for mig, og det er jeg kun blevet endnu mere bevidst om."
Claudia kan dog ikke slippe tanken om al den tid, der gik til spilde, fordi ingen lavede koblingen mellem hendes symptomer og overgangsalderen. "Det synes jeg stadig er frustrerende. I mine øjne bliver der talt alt for lidt om overgangsalderen og dens følger. Det er bl.a. derfor, jeg gerne vil fortælle min beretning. Jeg håber inderligt, at andre kvinder læser den og tænker: Hov! Det kender jeg da! Det må jeg også hellere lige spørge min læge om!"
Jeg håber, der kommer større fokus på overgangsalderen, da det vil skåne kvinder for så meget ubehag.