Disa (52): “Overgangsalderen? Det ord blev aldrig nævnt i min familie eller omgangskreds.”

I hendes familie og omgangskreds er der emner, man bare ikke taler om. Ikke engang med sin partner eller mor. “Ikke fordi det er forbudt, men det ligger ligesom i luften. Man lærer helt af sig selv, hvad man helst skal holde for sig selv.” Sådan har det altid været for Disa. Man taler ikke om sin menstruation – og slet, slet ikke om, hvad der sker, når man bliver ældre.

For cirka tre år siden fik Disa de første symptomer. Hun tænkte ikke på overgangsalderen med det samme. Først kom hedeturene. “Som om nogen tændte for en ovn indeni mig”. Hun troede, hun var syg. Så begyndte hun at svede om natten. Hun lå og rodede rundt i sengen i timevis og kunne dårligt fungere i løbet af dagen. Så tænkte hun, at det måtte være stress. Bagefter blev hun pludselig meget følelsesladet eller rasende. Hun tænkte, om hun var ved at miste sig selv. “Jeg skammede mig. Mit hoved fungerede ikke, som det plejede. Alt var bare for meget. Jeg glemte ting. Min krop forandrede sig, og det samme gjorde min selvtillid.”

Hendes omverden forventede, at hun skulle tage sig af andre, være den stærke og ikke klage. Bare køre på. “Jeg har altid følt, at ens værdi som kvinde er bundet op på fertilitet og omsorg. Overgangsalderen? Det var jo enden på alt det.” Hun følte sig udenfor. Hendes mand lagde mærke til, at hun forandrede sig, men han forstod det ikke. Han spurgte, hvorfor hun var så irritabel og græd så tit. Disa kunne heller ikke give ham svaret. Hun vidste det jo ikke engang selv. Hendes mor sagde, at hun skulle gå noget mere ud for at få frisk luft og ‘komme lidt ud af sit hoved’. En veninde sagde, at alle jo har travlt. Hun skulle bare bide tænderne sammen.

Til sidst kunne hun slet ikke komme ud af sengen. Hun var ikke syg, men kunne bare ikke. Hele hendes krop skreg: stop. Det var der, hun modvilligt tog til lægen. Da hun havde fortalt lægen sin historie, sagde han stille og roligt: “Det lyder, som om du er i overgangsalderen.” “Det var, som om en tung byrde faldt fra mine skuldre.” Endelig fik hun anerkendelse, og hun var stolt over, at hun havde taget skridtet og søgt hjælp. Alligevel ville hun først ikke acceptere det. Ikke fordi hun ikke troede på lægen, men fordi hun var bange for, hvad det betød. For Disa var billedet klart: gammel, kasseret, ikke længere kvindelig, ubrugelig.

Lægen rådede hende til at opsøge en specialist. Hun fik nogle brochurer med hjem, men gemte dem væk. Hvad nu, hvis hendes mand eller børn så dem? Alligevel tog hun til hormonterapeuten. “Og der hørte jeg for første gang i mit liv, at det, jeg mærkede, var helt normalt. At tusindvis af kvinder går igennem præcis den samme storm. Ikke fordi de er svage eller for følsomme, men fordi deres krop forandrer sig. Og at det ikke er noget at skamme sig over.” Det føltes som en befrielse, men det gjorde også ondt. Hun følte, at hun havde svigtet sig selv i årevis. Men det hjalp at tale om det. Hun fik praktiske råd og lærte at sætte grænser. Hun begyndte at gå ture, skrive og lave vejrtrækningsøvelser. Små ting, der gjorde en stor forskel.

Disa talte med sin mand igen. I starten var det akavet, og der var uforståenhed og tavshed. “Jeg fortalte ham ærligt, hvordan jeg havde det. Han forstod måske ikke det hele, men han lyttede.” Hun har sat grænser over for sin omgangskreds. Hun fortæller ikke alle, hvad der foregår, men tier heller ikke stille, hvis nogen kommer med en bemærkning. “Nogle gange bliver der stille bagefter, men det er okay.” Disa har det bedre end før. Hun har accepteret sin nye fase af livet. Hun lærer at håndtere den, især overgangsalderen og omgivelsernes reaktioner. Det tager tid, men hun har fået en bedre forståelse for sin krop og er blevet mere selvsikker.

Måske kan du genkende symptomerne fra denne historie. Går du og tænker på, om du også er i overgangsalderen? Menopausetesten kan give dig de første svar.