Els (71): “Hvis jeg dengang var blevet hørt mere, havde jeg følt mig mindre usikker.”

Els arbejdede i folkeskolen og kombinerede sit deltidsjob med at være mor til to døtre. Da hun omkring 43 år stoppede med p-piller, lagde hun mærke til nogle små ændringer, men det var ikke rigtig tydeligt. ‘Jeg stoppede bare med p-pillerne og tænkte ikke så meget over det.’ Overgangsalderen? Det var der næsten ingen, der snakkede om. 

“Mine kolleger stod med hovedet ud ad vinduet under møderne. Det var selvfølgelig hedeture. Et af de få symptomer, man kendte til dengang.” 

Jeg hørte mest om hedeture, men dem havde jeg næsten ikke

“Jeg var i starten af fyrrerne og stoppede med p-piller, som dengang havde et dårligt ry i medierne. Derefter fik jeg ikke længere menstruation.” Flere tegn genkendte hun ikke med det samme. Hedeture — som alle talte om — havde hun næsten ikke. “Jeg så det mest hos kolleger: de gik pludselig hen til det åbne vindue under møder for at køle af. Først da forstod jeg: åh, det hører med.” 

I medierne hørte hun slet ikke noget om det. “Jeg har aldrig læst noget om det eller set nogen information. Der var internet, men ikke nogen platforme som den her.” Det føltes bare som noget, man skulle igennem. 

“Først nu ved jeg, at mine ledsmerter også kunne skyldes overgangsalderen.” 

Medicinskhjælpslog ikke til: “Der blev ikke spurgtind”

I perioden, hvor hun havde ledsmerter og sov dårligt, flyttede hun ofte, hvilket betød, at hun gik til forskellige praktiserende læger. “Jeg gik derhen flere gange, men ingen af dem sagde nogensinde, at det kunne have noget med overgangsalderen at gøre. De spurgte heller ikke rigtig ind.” 

Selvom én læge dengang bestilte en knoglescanning og en blodprøve, følte hun sig ikke hørt i forløbet. “Set i bakspejlet synes jeg, det er ærgerligt. Hvis nogen dengang havde sagt: ‘Det kan høre med’, så havde jeg følt mig mindre usikker, og måske havde jeg også haft færre gener i dag.” 

I familien og vennekredsen følte hun sig heldigvis støttet. “Mine veninder har jeg kendt siden fødselsforberedelsen – vi kalder os selv Tutteklubben. Dengang kunne jeg allerede snakke godt med dem, og det kan jeg stadig. På arbejdet var det anderledes; der blev det lidt gjort til grin.” 

“Jeg tænkte tit: tag dig sammen, det hører bare med.” 

“Jeggjorde ikke megetveddet, men ville nu spørgemereind”

Dengang gjorde Els ikke meget ved sine gener. “Man fortsatte bare. Jeg følte ikke, at jeg måtte klage. Der blev ikke taget meget alvorligt, så man nævnte det heller ikke rigtigt.” Hvad der ville have hjulpet hende? “Adgang til information. Som I gør nu med SeeMe-nopause. At man kan læse, at man ikke er den eneste.” 

Ser hun tilbage nu, er der mildhed. “Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg oplevede det sådan, men jeg forstår også, at viden ikke var på samme niveau som nu. Alligevel ville jeg i dag spørge mere ind: hvor kommer disse gener fra? Og hvad kan jeg selv gøre?” 

“Havde jeg dengang kunnet læse det, jeg ved nu, så havde jeg følt mig mere sikker i samtaler med lægen. Måske havde jeg også bedre kunnet sige, hvad jeg havde brug for.” 

Els’ råd til kvinder i dag

Els håber, at kvinder i dag tør gøre brug af al den information og hjælp, der faktisk findes. “Du behøver ikke vente på, at det går over. Og tag dig selv alvorligt. Især i kontakten med din gynækolog. Du behøver ikke feje det væk eller tænke, at det bare hører til. At stille spørgsmål, spørge ind, søge information: det gør en forskel. Og det må du virkelig unde dig selv.”

Tips og gode råd