Els (71): “Hvis jeg dengang var blevet hørt mere, ville jeg have følt mig mindre usikker.”

Læsetid: ca. 4 minutter

Sidst opdateret: 30. januar 2026

Forfatter:Redaktion SeeMe-nopause

Woman with shoulder-length gray hair wearing a dark knit cardigan, sitting on a beige sofa in a modern living room with soft daylight and kitchen in background.

Indholdsfortegnelse

Els arbejdede i folkeskolen og kombinerede sit deltidsjob med rollen som mor til to døtre. Da hun omkring 43-årsalderen stoppede med p-pillerne, bemærkede hun nogle subtile forandringer, men det hele var ikke særlig tydeligt. "Jeg stoppede bare med p-pillerne, og jeg tænkte ikke så meget over det." Overgangsalderen? Det blev der næsten ikke talt om.

“Mine kolleger stod med hovedet ud ad vinduet under møder. Det var selvfølgelig hedeture. Et af de få symptomer, der dengang var kendt.”

Jeg hørte mest om hedeture, men dem havde jeg næsten ikke.

“Jeg var i begyndelsen af fyrrerne og stoppede med p-pillerne, som dengang havde et dårligt ry i medierne. Derefter fik jeg ikke længere menstruation.” Andre tegn genkendte hun ikke med det samme. Hedeture — som alle syntes at tale om — havde hun næsten ikke. “Jeg så det mest hos mine kolleger: De stillede sig pludselig ved det åbne vindue under møder for at køle af. Først da vidste jeg: Åh, dét hører med.”

I medierne hørte hun intet om det. “Jeg har aldrig læst noget eller set nogen information om det. Der var internet, men ikke platforme som denne.” Det føltes som noget, man bare skulle gennemgå.

“Først nu ved jeg, at mine ledsmerter også kunne skyldes overgangsalderen.”

Medicinsk hjælp slog ikke til: “Der blev ikke spurgt ind til det.”

I perioden, hvor hun kæmpede med ledsmerter og dårlig søvn, flyttede hun ofte, hvilket betød, at hun kom til forskellige praktiserende læger. “Jeg gik til lægen flere gange, men ingen af dem sagde nogensinde, at det kunne have noget med overgangsalderen at gøre. De spurgte heller ikke rigtig ind til det.”

Selvom én læge dengang bestilte en knoglescanning og en blodprøve, følte hun sig ikke hørt i vejledningen. “Set i bakspejlet synes jeg, det er ærgerligt. Hvis nogen dengang havde sagt: ‘Det kan hænge sammen med det her,’ så ville jeg have følt mig mindre usikker, og måske ville jeg også have haft færre gener i dag.”

Inden for familien og vennekredsen følte hun sig heldigvis støttet. “Mine veninder har jeg kendt siden fødselsforberedelseskurset — vi kalder os selv Tutteklubben. Dengang kunne jeg allerede tale godt med dem, og det kan jeg stadig. På arbejdet var det anderledes; der blev det lidt gjort til grin.”

Jeg tænkte ofte: Tag dig sammen, det hører bare med.

“Jeg gjorde ikke meget ved det, men ville nu spørge mere ind.”

På det tidspunkt gjorde Els ikke meget ved sine symptomer. “Man fortsatte bare. Jeg følte ikke, at jeg måtte klage. Det blev ikke taget seriøst, så nævnte man det heller ikke rigtig.” Hvad ville have hjulpet hende? “Adgang til information. Som det, I gør nu med SeeMe-nopause. At man kan læse, at man ikke er den eneste.”

Når hun ser tilbage, er hun mild. “Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg oplevede det sådan dengang, men jeg forstår også, at viden ikke var på samme niveau som nu. Alligevel ville jeg i dag spørge mere ind: Hvor kommer disse symptomer fra? Og hvad kan jeg selv gøre?”

“Havde jeg dengang kunnet læse det, jeg ved nu, ville jeg have følt mig mere sikker i samtaler med lægen. Måske ville jeg også have kunnet udtrykke tydeligere, hvad jeg havde brug for.”

Els’ råd til nutidens kvinder

Els håber, at nutidens kvinder tør gøre brug af al den information og hjælp, der faktisk findes. “Du behøver ikke vente på, at det går over. Og tag dig selv seriøst. Især i kontakten med din gynækolog. Du behøver ikke feje det væk eller tænke, at det bare hører med. At stille spørgsmål, spørge ind og søge information gør en forskel. Og det må du virkelig unde dig selv.”

Måske genkender du nogle af symptomerne fra denne historie. Overvejer du, om du også er i overgangsalderen? Menopausetesten kan give dig de første svar.