Cynthia (54) er gift, mor til to børn og arbejder i en bank. I årevis var hun den, der havde styr på alt derhjemme. Indtil hun begyndte at lægge mærke til, at hun reagerede anderledes. Mere kort for hovedet, hårdere og hurtigere irriteret. "Jeg blev forskrækket over mig selv. Det er faktisk den bedste måde at sige det på."
Min mand sagde noget småt, og jeg mærkede straks modstand. Mine børn stillede et spørgsmål, og jeg hørte mig selv snerre. Bagefter stod jeg og så på det, som om jeg ikke havde gjort det. Det syntes jeg var det værste.
Cynthia var vant til at gøre mange ting på én gang. Arbejde, husholdning, familie: hun kunne godt lide at ordne ting. Langsomt ændrede det sig. "Der blev travlt i mit hoved. Som om alle ville have noget fra mig på samme tid, også selv om det slet ikke var sådan."
Især derhjemme blev det tydeligt. Hun sov dårligere, blev hurtigere træt og havde mindre tålmodighed. Nogle gange så hun afmagten i øjnene på sin mand og sine børn. "Det syntes jeg var forfærdeligt. I sådan et øjeblik føltes det bare, som om jeg virkelig ikke kunne gøre anderledes."
Også kontakten med hendes mand ændrede sig. Hvis han ville kramme hende, trak hun sig ofte væk. "Ikke fordi jeg bevidst ville skabe afstand. Jeg havde bare ikke overskud til det. Og bagefter tænkte jeg straks: hvad er det, jeg gør?"
Den afstand gjorde hende usikker. Hun spurgte sig selv, om hun stadig fandt sin mand attraktiv, og om hun stadig stod på samme sted i sit forhold som tidligere. Det sagde hun ikke noget om. "Jeg vidste ikke engang selv, hvad de følelser betød. Hvad ville det så sætte i gang hos ham, hvis jeg sagde dem højt?"
Hun var ikke vant til at tale om følelser. "Hjemme hos os taler man ikke hurtigt om, hvad der foregår indeni en. Man løser tingene og går videre." Så hun lod, som om det ikke var så slemt. Det var det.
En aften sad Cynthia alene ved bordet, efter resten af familien var gået i seng. "Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne genkende mig selv." En veninde fortalte, at hun havde oplevet lignende forandringer omkring overgangsalderen. Det satte Cynthia i gang med at tænke. "Gør jeg stadig det, jeg vil? Bliver jeg stadig glad af mit forhold? Af mit arbejde? Pludselig begyndte jeg at se på det hele igen."
Fordi Cynthia ville vide, om overgangsalderen kunne spille en rolle, bestilte hun en tid hos en læge. Det så hun ikke frem til. "Ved hedeture kan man sige: jeg har femten hedeture om dagen. Det er konkret. Hvad skulle jeg sige? Jeg er ikke længere social og ved nogle gange ikke engang, hvad jeg føler for min mand?"
Lægen tog hendes historie alvorligt og foreslog, at hun skulle tale med nogen. Ikke for straks at sætte en etiket på hendes følelser, men for bedre at forstå, hvad der foregik. "Jeg har aldrig rigtig lært at tale om følelser. På det tidspunkt vidste jeg dog godt: jeg kommer ikke ud af det her ved bare at fortsætte endnu mere."
Under samtalerne opdagede Cynthia, hvor meget hun altid ordnede for andre. "Alt drejede sig om min mand, mine børn, mit arbejde og husholdningen. Da nogen spurgte, hvad jeg havde brug for, kendte jeg ikke engang svaret. Det var virkelig et wake-up call." Hun lærte at gøre små ting anderledes: at stoppe op et øjeblik, før hun reagerede, at sige, når hendes hoved var fyldt, og ikke at løse alt med det samme.
"Og frem for alt: at tale."
Den første rigtige samtale med hendes mand opstod spontant i køkkenet. Cynthia fortalte, at hun ikke længere kunne genkende sig selv, og at hun hurtigere blev overvældet.
"Jeg sagde, at min afstand ikke nødvendigvis havde noget med ham at gøre. At jeg heller ikke selv rigtig forstod, hvad der skete."
Hendes mand var stille et øjeblik. "Så sagde han: 'Jeg troede, det var dig, der tog afstand fra mig.' Det ramte mig. For det var netop det, jeg ikke ønskede." Derefter begyndte de at tale sammen oftere. På gåture, mens de lavede mad eller i bilen. Cynthia blev også mere åben over for sine børn. Hun fortalte, at hun nogle gange hurtigere blev overstimuleret og af og til havde brug for tid.
Derhjemme ændrede fordelingen sig langsomt. Hendes mand tog oftere over, børnene gjorde mere selv, og Cynthia forsøgte ikke automatisk bare at fortsætte, så snart hendes hoved var fyldt. "At sætte sig ned og ikke gøre noget føltes først ubehageligt. Som om jeg lod noget ligge."
Det, der især ændrede sig, var, at Cynthia ikke længere behøvede at bære det hele alene. Hun kunne sige, hvad der skete, uden straks at skulle løse det. "Skyldfølelsen er ikke helt væk. Den styrer bare ikke længere."
Nu har Cynthia været i overgangsalderen i omkring to år. Den uro, hun dengang følte, er blevet meget mindre. Hun ønskede ikke at tage afsked med sit forhold. Til gengæld opdagede hun, at hendes arbejde ikke længere passede til hende.
"Mit job gav mig for meget stress. Jeg har nu et arbejde med gode kolleger, hvor jeg har det meget bedre."
Hvad vil hun især give andre kvinder med?
"Hvis du ikke længere kan genkende dig selv, så gå ikke alene med det, bare fordi du ikke helt kan forklare, hvad der er galt. For mig begyndte noget først at ændre sig, da jeg begyndte at tale om det."
Under overgangsalderen kan ændringer i søvn, humør og belastbarhed påvirke, hvordan du har det og reagerer. Samtidig kan sådanne gener også have andre årsager. Tal derfor med en sundhedsprofessionel om vedvarende eller alvorlige gener.
Hos SeeMe-nopause finder du information om overgangsalderen, mulige gener og behandlingsmuligheder. Vil du drøfte dine gener og muligheder personligt? Så kan du starte en online indledende konsultation.
Cynthias historie beskriver hendes personlige oplevelse. Psykiske gener og forandringer i relationer kan have forskellige årsager.
