Min tålmodighed var mindre end min forståelse

Jeg får lige akkurat fremstammet: "Lad mig lige være." Det lyder meget roligere, end jeg egentlig har det. Jeg har mest lyst til at snerre, men min stemme er allerede ved at knække. Så spæner jeg op ad trappen, og så snart jeg træder ind på badeværelset, bryder tårerne frem. Ikke bare et par tårer. Alt vælter ud.

Og mens jeg står der, tænker jeg: Hvad i alverden sker der med mig? Hvem er jeg overhovedet?

Det værste er: tit er der ikke engang sket noget stort. Ingen katastrofe eller noget i den stil. Det er mere sådan noget småt, der rammer helt skævt. En bemærkning eller et spørgsmål. Den samme lyd fra et stykke legetøj igen og igen. Min søn eller min partner, der vil mig et eller andet lige præcis i det øjeblik, hvor mit hoved allerede er fyldt til randen, og jeg ikke engang selv ved, hvor jeg skal gøre af mig selv.

Og så reagerer jeg skarpere, end jeg egentlig vil. Ikke bare lidt kort for hovedet, men sådan en reaktion, hvor jeg allerede halvvejs hører mig selv og tænker: Stop. Det mener du ikke sådan. Men så er sætningen allerede ude af min mund. Og tit kommer der endnu én bagefter. Indeni skriger jeg, at jeg skal stoppe, men min mund bliver bare ved.

En hedetur kan jeg stadig håndtere og sætte i perspektiv. Men når jeg reagerer skarpere, føles det, som om det siger noget om, hvem jeg er. Min personlighed. Min tålmodighed. Det at være mor. Det at være partner. Min evne til bare at være et normalt menneske, mens nogen spørger, hvor opladeren er.

Og ja, selvfølgelig er jeg også nogle gange træt, overstimuleret eller har alt for meget i hovedet. Det var jeg også før denne fase. Men min reaktion føles nu nogle gange helt anderledes, end hvad jeg plejer at kende fra mig selv.

Det tager lidt tid, før jeg ikke kun ser de enkelte øjeblikke, men også mønsteret. I selve øjeblikket tænker jeg mest: hvad sker der lige her? Opfør dig normalt. Stop nu.

Det gør det bare endnu mere frustrerende. Jeg er ikke kun ked af det eller vred, jeg skælder også mig selv ud bagefter. Først reagerer jeg alt for voldsomt, så kommer tårerne, og bagefter dømmer jeg også mig selv for det.

Fordi jeg arbejder for SeeMe-nopause, tænker jeg måske tidligere på perimenopausen end andre. Men det gør det ikke nødvendigvis mere klart med det samme. At vide, at hormoner kan spille ind, er én ting, men at forstå, hvorfor man pludselig reagerer sådan, er noget helt andet.

For i sådan et øjeblik føles det ikke som: nå ja, det er bare en del af det. Det føles mere som: jeg står her og græder, og jeg forstår overhovedet ikke mig selv lige nu.

Og nej, jeg vil ikke pludselig give overgangsalderen skylden for alting. Nogle gange er jeg bare træt. Nogle gange er en dag bare for meget. Men hvis jeg oftere hører mig selv reagere på en måde, som jeg ikke genkender fra mig selv, så vil jeg gerne stoppe op og tænke over det. Ikke for at undskylde alting. Men for at forstå mig selv lidt bedre.

Måske behøver jeg ikke vente med at gribe ind, til jeg allerede står ude på badeværelset og græder. Måske kan jeg mærke det tidligere: mit hoved er fyldt, og lige nu kan jeg ikke klare så meget. Måske skal jeg også lytte tidligere, når min krop siger fra og viser, at nu er det nok.

Og derhjemme skal jeg måske også sige det tidligere, så snart jeg mærker, at det bliver for meget. At jeg lige nu ikke kan håndtere så mange spørgsmål, så meget larm og så meget kaos. Det forhindrer nok ikke, at jeg stadig nogle gange har en meget kort lunte. Men måske forstår jeg så lidt tidligere hvorfor.

Anneloes er 39 år og skriver for SeeMe-nopause om kvinder, sundhed og overgangsalderen, sådan som det ser ud i det virkelige liv: nogle gange helt klart, andre gange forvirrende og nogle gange først genkendeligt bagefter. Hun arbejder med sprog, sundhed og kvinders historier, skriver også bøger, bor sammen med sin kone og deres søn og fandt ud af, at man selv, selvom man er tæt på emnet, kan overse sine egne signaler.