Fra Suzannes praksis: Sara og hendes hedeture i overgangsalderen

Jeg husker tydeligt, da Sara kontaktede mig for en indledende samtale. Hun fortalte, at hun følte, hun havde mistet sig selv i lang tid og led meget af hedeture og nattesved. Hendes humør var presset, og det gik også ud over dem omkring hende. Hun gjorde det klart, at det ikke kunne fortsætte sådan længere.

Ved vores første møde kom hun hastende ind. Hun havde siddet fast i trafikken efter at have forladt et møde tidligere for at nå frem til tiden. Jeg kunne straks mærke, hvor anspændt hun var. Hun var stadig helt oppe i gear. Først da hun havde taget sin jakke af, sat sin telefon på lydløs og sad med en varm kop te, begyndte hendes fortælling at flyde.

I omkring tre år havde hun lagt mærke til, at noget var ved at ændre sig. Hedeturene blev mere intense, nætterne mere urolige, og om dagen følte hun sig mindre skarp. Ikke ligefrem ideelt, for som ejendomsmægler skulle hun altid være på og have overblikket. Hun fortalte, at hun oftere begik fejl, selvom hun plejede at have fuld kontrol over alting. Tidligere fungerede hun bedre, jo mere presset hun var. Hun bar meget ansvar og var den, som andre stolede på. Nu længtes hun nogle gange efter bare at gemme sig under dynen og slippe for det hele. Det gjorde hende usikker og bange. Hun kunne ikke genkende sig selv længere.

På et tidspunkt sagde hun, med tårer i øjnene, at hun følte, at de dumme hormoner var ved at ødelægge hendes liv. 

Under samtalen blev det mere og mere tydeligt, at Saras symptomer ikke stod alene. Overgangen kan påvirke ting som temperaturregulering, søvn, humør og koncentration. Samtidig lagde jeg mærke til noget andet hos hende: i årevis havde hun levet i højt tempo med meget pres, næsten ingen restitution og en tendens til bare at køre på. I sådan en situation kan overgangssymptomer træde endnu tydeligere frem. Hos hende var de forskellige lag tydeligt flettet sammen.

Hendes baggrund spillede måske også en rolle. Hun fortalte, at hun havde haft en svær barndom og et belastende forhold bag sig. Sådanne oplevelser forsvinder ikke altid bare i baggrunden. Hos nogle kvinder ser vi, at gammel spænding eller overlevelsesmønstre netop i overgangsperioden bliver mere synlige, især når kroppen har mindre overskud til at håndtere det hele.

Det blev også klart, hvor svært hun havde ved at være god ved sig selv. At tage en pause føltes hurtigt som et nederlag for hende. At sætte grænser som egoisme. Mens hendes krop nærmest bad om at sætte tempoet ned, blev hendes hoved ved med at presse hende til at fortsætte. Først da hun langsomt begyndte at forstå, at hendes symptomer ikke bare var et tegn på svaghed, men måske også et signal om overbelastning, opstod der lidt mere plads til at se anderledes på sin situation.

I hverdagen var der mange ting, der stod i vejen for, at hun kunne komme sig. Hun levede et travlt liv, havde sjældent tid til at slappe af, og hendes kost blev ofte nedprioriteret. Hun fortalte, at hun tit kom sent hjem og hurtigt spiste noget nemt, fordi hun simpelthen ikke havde overskud til at lave ordentlig mad. Hurtige måltider var bare mere praktiske end at lave frisk mad. Det er helt forståeligt i en travl hverdag, men det kan gøre, at man føler sig mindre fysisk stabil. Afbrudte nætter på grund af nattesved gjorde det heller ikke bedre – det påvirkede både hendes energiniveau, humør og evne til at koncentrere sig i løbet af dagen.

Hos Sara lagde jeg også mærke til, at hendes høje forventninger til sig selv spillede en stor rolle. Hun var vant til at tage meget på sine skuldre og havde længe følt, at hun skulle være stærk – især udadtil. Derfor holdt hun facaden i en periode, selvom hendes symptomer allerede havde en stor indvirkning indeni. Det er noget, vi ofte ser hos kvinder, der bagatelliserer eller bortforklarer deres symptomer i lang tid, især hvis de er vant til at kunne klare meget. Det betyder desværre, at de ofte først søger hjælp, når det virkelig er nødvendigt.

Saras vejledning bestod ikke af én løsning, men af flere trin, der passede til hendes symptomer og hendes liv. Først og fremmest handlede det om opmærksomhed og bevidsthed. Vi tog os tid til at stoppe op og reflektere over, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen, og hvilke ting der kan gøre symptomerne værre. Bare det at få denne indsigt gav hende allerede en følelse af mere støtte.

Derefter kiggede vi sammen på hendes fundament. Hun begyndte gradvist at ændre sin kost, med mere fokus på regelmæssighed og mad, der var nemmere at få ind i hendes daglige rutine. Det handlede ikke om, at alt skulle ændres på én gang, men om at spørge sig selv, hvad hendes krop havde brug for lige nu. Med nogle praktiske justeringer blev det faktisk nemmere for hende, end hun havde troet. Vi lagde også vægt på, at hun skulle finde mere ro og tid til restitution. Vi talte om, hvordan hun kunne blive bedre til at opdage tegn på overbelastning tidligere, og hvilke små ændringer der kunne gøre en forskel.

Vi undersøgte også, hvordan vi kunne støtte hendes nervesystem, og valgte urter, der passede til hendes behov. 

Ændringen skete ikke på en lige vej. Det er sjældent realistisk. Men Sara lagde gradvist mærke til, at hun fik mere kontrol over sine symptomer og sit daglige liv. Hendes nætter blev roligere, hun følte sig mindre stresset, og hun opdagede hurtigere, når hun igen stillede for høje krav til sig selv. Indimellem faldt hun stadig tilbage i gamle mønstre, men forskellen var, at hun opdagede dem tidligere og bedre vidste, hvad der kunne hjælpe hende med at justere.

Måske endnu vigtigere: hendes syn på sig selv ændrede sig. Hun behøvede ikke længere at kæmpe så meget imod det, hun følte. Det gav mere ro. Ikke fordi alt pludselig var løst, men fordi hun fik en større forståelse for, hvad der foregik, og også kunne reagere anderledes på det. Ved en senere aftale fortalte hun, at hun igen følte sig bedre tilpas i sin egen krop og var taknemmelig for, at hun havde taget dette skridt.

Hvad jeg gang på gang tager med mig fra den slags historier, er, at overgangsalderen sjældent står alene i forhold til resten af livet. Hedeture, dårlig søvn, irritabilitet eller mental uro kan godt hænge sammen med hormonelle forandringer, men de kan også være forbundet med langvarig stress, manglende restitution og mønstre, hvor man konstant overskrider sine egne grænser. Det betyder ikke, at man kan kontrollere alt. Men det kan gøre en forskel at tage symptomerne seriøst og kigge bredere på, hvad der kan spille ind.

Mange kvinder er vant til bare at køre på. Og netop derfor kan det nogle gange tage lang tid, før der bliver plads til virkelig at lytte til, hvad kroppen forsøger at fortælle. Det kan derfor være en god idé først at kigge på de ting, man selv kan gøre noget ved, som for eksempel kost og livsstil, søvn og restitution. Hvis symptomerne bliver ved, eller hvis man ikke selv kan finde en løsning, kan det være en hjælp at få en fagperson til at undersøge, hvad der sker, og hvilken støtte der kan være den rette.

Hvilken støtte der virker, er forskelligt fra kvinde til kvinde. Derfor er det vigtigt ikke kun at fokusere på enkelte symptomer, men også på den enkeltes situation, belastninger og hvad der er realistisk i hverdagen.

Denne casehistorie viser, hvordan overgangsalderen kan hænge sammen med en persons liv, belastninger og restitution på forskellige måder. Tilgangen er altid personlig, og ikke alle kvinder har brug for det samme. Hvis du gerne vil have, at der bliver kigget nærmere på din situation, kan en indledende samtale hjælpe med at finde ud af, hvad der passer bedst til dig.

Denne artikel er baseret på praktiske erfaringer fra en specialist. For at beskytte patientens privatliv er navn og genkendelige detaljer blevet ændret. Oplysningerne i denne artikel er kun til uddannelsesmæssige formål og erstatter ikke personlig medicinsk rådgivning.