Annelies (52): "I starten troede jeg, det bare var lidt muskelømhed"

Slidgigt udvikler sig generelt gradvist over måneder eller år. Det samme gjaldt for Annelies. “Det begyndte med lette smerter i mine hænder og knæ. Jeg havde svært ved at lave visse bevægelser og vågnede stiv om morgenen. Jeg troede først, det var muskelømhed. Man bliver ældre, og jeg dyrkede meget sport, så det virkede logisk,” fortæller hun.

Men smerterne blev værre og begyndte også at begrænse hende i hendes daglige aktiviteter, også i salonen. “Jeg er kosmetolog og har min egen praksis. Mine hænder er mit vigtigste værktøj, for at sige det sådan. Efter et stykke tid begyndte jeg virkelig at bekymre mig.”

Hun indså, at hendes symptomer var alvorlige. “Det blev ikke bedre, og jeg var bange for, at der var noget galt, så jeg gik til lægen. Jeg blev grundigt undersøgt, og der blev taget røntgenbilleder. Det viste sig, at jeg havde slidgigt.” Nyheden ramte hende hårdt. “Jeg var chokeret og forvirret. Hvordan kunne jeg have slidgigt? Jeg var jo kun lige fyldt halvtreds!”

På det tidspunkt vidste Annelies ikke meget om den lidelse, som omkring en million mennesker i Nederlandene lever med. Slidgigt er en form for ledslid, der ofte forekommer hos ældre mennesker, men som også kan opstå i en yngre alder. “Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, at man allerede kunne udvikle slidgigt som halvtredsårig,” fortæller hun. “Lægen fortalte mig, at det sandsynligvis var en kombination af min alder og de hormonelle forandringer i overgangsalderen, der havde udløst slidgigten.”

Alligevel var hun også glad for endelig at vide, hvad der var galt. “Det føltes samtidig som en lettelse. Jeg vidste, hvad det var, og hvad jeg kunne gøre ved det.”

Lægen ordinerede smertestillende og betændelseshæmmende medicin. Annelies: “Jeg var så glad for, at jeg igen kunne fungere bedre i salonen! Det var virkelig min største frygt: at jeg ikke længere kunne udføre mit arbejde.”

Efter et stykke tid begyndte hun dog at spekulere på, hvad der ellers kunne gøres. “Jeg blev efterhånden træt af medicinen. Jeg tænkte: Skal jeg virkelig bare tage piller hele tiden? Der må være en anden løsning.” Og det viste sig, at der var.

“Det er ikke fordi, jeg levede usundt, men da jeg begyndte at undersøge mulighederne, opdagede jeg, at der var en del ting, jeg kunne ændre, som ville være bedre for mine muskler og led.”

Hvad var det så? “Jeg har altid været til det nemme. Hvis jeg havde travlt, syntes jeg, at to hvide boller med smøreost var en fin frokost, og jeg tog ofte en müslibar eller en kiks som snack. Og cola. En iskold dåsecola på en travl arbejdsdag, det var virkelig noget, jeg nød.”