D-vitaminmangel eller overgangsalder alligevel?

Jeg er helt vildt træt. Ikke på den der måde, hvor man har haft en travl uge og bare skal tidligt i seng for at være frisk igen i morgen. Mere som om nogen har trukket stikket ud og glemt at sætte det i igen.

Vi er lige flyttet i nyt hus, mine arbejdsdage kører som normalt, og hver eneste ledige time bruger jeg på at renovere eller male. Arbejde, familie, renovering. Mit hoved kører heller ikke altid på spareblus. Så det er vel ikke så mærkeligt, at jeg er træt, tænker jeg. Det behøver vel ikke at have noget med overgangsalderen at gøre?

Smerterne lægger jeg også i den kategori. Min skulder er stadig ikke kommet sig efter alt malerarbejdet, og i min ryg sidder der en knude, som stråler ud i min hånd. Smerten i min højre hofte kan jeg i starten ignorere, men den bliver langsomt værre. For meget fysisk arbejde, for lidt hvile, tænker jeg.

Og så er der den dårlige søvn, irritabiliteten og de mange forkølelser. Indtil jeg på et tidspunkt tænker: Måske er det alligevel mere end bare travlhed.

Så jeg går til lægen.

Hos lægen fortæller jeg min lidt rodede historie. Træt, smerter, ofte forkølet, hurtigt irritabel og bare utilpas. Jeg synes ikke engang selv, det lyder særlig overbevisende.

Lægen nævner også flytningen og travlheden. Nye omgivelser, en anden rytme, meget at tænke på. Helt ærligt lyder det stadig ret sandsynligt for mig. Alligevel tager hun en blodprøve – bare for en sikkerheds skyld.

Det eneste, der kommer ud af det, er en D-vitaminmangel. Ikke alarmerende lavt ifølge referenceværdierne. Men lavt nok til, at der skal gøres noget ved det. Og mærkeligt nok bliver jeg næsten glad for det. Det er noget konkret, jeg kan gøre noget ved.

Det viser sig bare, at tilskud ikke virker fra den ene dag til den anden. Min energi kommer ikke straks tilbage. Næste morgen sidder stikket bestemt ikke pludselig i kontakten igen, og jeg springer heller ikke opladet ud af sengen for at male otte vægge mere. Ærgerligt.

Jeg har brug for tålmodighed. Og det har jeg på det tidspunkt bestemt ikke meget af. Nogle dage har jeg lidt mere energi. Andre dage tænker jeg: Nå, fedt, så er vi tilbage ved start.

Mit humør og mine grådanfald forsvinder heller ikke lige med det samme. Min partner og min søn holder sig stadig nogle gange helst lidt på afstand.

Men med tiden kan jeg mærke en forskel. Jeg har mere energi, bliver sjældnere syg, og smerterne i min hofte og skulder aftager. Så var det dét? Det ville være dejligt simpelt. Men jeg ved stadig ikke, om D-vitaminmanglen er hele forklaringen.

Jeg har det bedre, når mit D-vitaminniveau stiger. Men jeg ved stadig ikke præcist, hvor mine symptomer kommer fra. Der er flere mulige forklaringer. Og et sted i baghovedet begynder tanken om overgangsalderen også at dukke op. Jeg er kun 39, men min mor var allerede i begyndelsen af fyrrerne, da hun ramte overgangsalderen. Hun mærkede også tidligt forandringer, men vidste dengang ikke særlig meget om det. Set i bakspejlet siger hun: “Hvis jeg dengang var blevet lyttet mere til, havde jeg følt mig mindre usikker.”

Måske spiller lidt af det hele ind.

Det synes jeg stadig er det sværeste ved den slags symptomer. Man vil gerne vide, hvor de kommer fra, så man ved, hvad man skal gøre. Er det stress? Søvn? En mangel? Overgangsalderen? Bare for meget om ørerne? Eller pylrer man bare?

Den sidste tanke skyder alt for hurtigt gennem mit hoved. Selvom jeg aldrig ville sige det til en anden.

At tage D-vitamintilskud hjælper mig. Det tør jeg godt sige. Min erfaring er ikke et bevis på, at alle mine symptomer skyldes den mangel. Måske vil jeg bare alt for gerne have én forklaring, fordi flere ting på én gang bare er besværligt.

Det, jeg efterhånden godt ved, er: Jeg har det ikke godt. Og jeg behøver ikke først at vide, om det skyldes D-vitamin, stress eller overgangsalderen, for at jeg må tage det alvorligt.

Anneloes er 39 år og skriver for SeeMe-nopause om kvinder, sundhed og overgangsalderen, sådan som den viser sig i det virkelige liv: nogle gange tydeligt, nogle gange forvirrende og nogle gange først genkendelig bagefter. Hun arbejder med sprog, sundhed og kvindefortællinger, skriver også bøger, bor sammen med sin kone og deres søn og har opdaget, at man godt kan stå emnet nær og alligevel overse sine egne signaler.