Angst i overgangsalderen: Danielle (52) om uro og ikke længere at kunne genkende sig selv

Det var ikke engang noget særligt. Danielle havde en aftale i den anden ende af byen med en gammel veninde, som hun for nylig var begyndt at snakke med igen. Alligevel blev hun stående ved hoveddøren med bilnøglen allerede i hånden. Pludselig begyndte hun at tvivle på, om hun overhovedet skulle tage af sted.
Før i tiden kørte jeg rundt i hele Holland for mit arbejde uden at tænke så meget over det. Trafikkøer, tæt trafik, ukendte ruter – det tog jeg bare i stiv arm.
Som account manager ude i marken elskede hun allerede at køre bil. Friheden, det at være på farten, det at møde nye mennesker – det passede bare til hende. "Folk sagde nogle gange, at de ikke forstod, hvorfor jeg var så vild med det. Jeg syntes, det var fantastisk."
Netop derfor føltes denne nye spænding så underlig. Ikke kun på grund af selve angsten, men især fordi hun ikke kunne genkende sig selv i den. Siden hvornår var noget så normalt blevet så kompliceret?

Danielle kendte sig selv som en person, der altid levede frit og uden bekymringer. Som barn var hun tit udenfor og legede ofte med drengene fra kvarteret. Hun klatrede overalt, sprang ned fra alt muligt og tænkte egentlig aldrig på fare.
Min mor sagde tit: Du er virkelig frygtløs. Og sådan føltes det også. Jeg levede bare, uden at tænke alt for meget.
Også senere forblev det sådan. Hun fik nemt kontakt, bevægede sig ubesværet gennem nye situationer og tog hurtigt beslutninger. På arbejdet gik hun uden problemer hen til fremmede. Hun kørte alene til aftaler, holdt præsentationer, deltog i frokoster og møder. Travlhed var en del af hendes liv.
"Og nu kan jeg nogle gange allerede mærke spænding over noget så simpelt som en fyldt kalender. Eller en fødselsdag."
Danielle lagde mærke til, at hun flere dage i forvejen kunne være optaget af spørgsmål, der aldrig tidligere var faldet hende ind. Hvor travlt bliver det? Kan jeg nemt komme afsted? Har jeg nok energi til at være social? "Mens jeg før var den, der altid gik hjem som den sidste."

Selv i små, dagligdags situationer lagde Danielle mærke til, at hun hurtigere blev ude af balance. Hun kunne blive forskrækket, hvis nogen pludselig stod ved siden af hende i supermarkedet. Nogle gange så hun telefonen ringe og tænkte: ikke lige nu. 
Også under samtaler mærkede hun, at hun havde forandret sig. “Jeg hørte mig selv pludselig tvivle, hvor jeg før altid havde en holdning til alting uden at tænke over det.” 
Udadtil lagde næsten ingen mærke til det. Danielle fortsatte med at fungere. Hun gik på arbejde, lavede aftaler, grinede og gjorde det, der blev forventet af hende. Imens var hun konstant på vagt. 
“Det føltes, som om mit nervesystem hele tiden var spændt alt for hårdt. Nogle dage brugte jeg al min energi på bare at holde mig selv rolig. Det kræver virkelig meget.” 

At køre bil blev for Danielle det mest tydelige tegn på forandringen. Især fordi det at køre førhen var så tæt knyttet til følelsen af frihed.
"Nu kunne jeg pludselig blive skræmt af tæt trafik eller være overdrevent opmærksom på alt omkring mig. Som om mit hoved hele tiden var fokuseret på at forhindre, at noget gik galt."
Alligevel oplevede hun den samme uro nogle gange derhjemme på sofaen. Det gjorde hende måske endnu mere frustreret. Der var ingen tæt trafik, ingen fyldt kalender og ingen åbenlys grund. Alligevel reagerede hendes krop, som om der var fare på færde.
"Mit hoved vidste godt, at alt var okay, men min krop fulgte ikke altid med."
I starten blev Danielle vred på sig selv. Hun tænkte: opfør dig normalt, hvad sker der? Hun prøvede at tage sig sammen, som hun plejede at gøre før. Bare fortsætte. Ikke klage.
Men jo mere hun kæmpede imod spændingen, desto stærkere virkede den til at blive.

Efter noget tid begyndte Danielle at undgå bestemte situationer. Mindre travle steder. Færre aftaler. Mindre bilkørsel. Det gav hende lidt ro – i hvert fald for en stund. Men samtidig lagde hun mærke til, at hendes verden blev mindre og mindre.
"Det skræmte mig. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg engang aflyste en fødselsdag og bagefter tænkte: siden hvornår er jeg begyndt at gøre sådan noget?"
Det føltes slet ikke som hende. Danielle havde altid været typen, der elskede at komme ud, møde mennesker og hurtigt tilpasse sig nye situationer. Nu kunne hun mærke spændinger allerede inden, der overhovedet skete noget.
Langsomt gik det op for hende, at symptomerne på overgangsalderen kunne være langt mere omfattende, end hun nogensinde havde forestillet sig. "Jeg havde virkelig sådan et stereotypt billede af hedeture og måske lidt dårlig søvn. Ikke alt det her."
Pludselig begyndte tingene at give mere mening: den dårlige søvn, rastløsheden, følelsen af konstant at være 'på', de hurtigere følelsesmæssige reaktioner og de små bølger af angst, der kom ud af det blå.

Danielle søgte til sidst hjælp, fordi hun følte, at hun sad fast i et mønster af spænding, strenghed over for sig selv og samtidig undgik flere og flere ting. Bare det at tale om det gav hende en følelse af lettelse.
"En person sagde til mig, at jeg ikke var ved at blive skør. Det gjorde allerede en kæmpe forskel."
Efter råd fra sin gynækolog opsøgte Danielle en coach. Her lærte hun at håndtere sin angst på en anderledes måde, uden at skulle presse alting igennem på én gang. Det handlede om små skridt: at køre bil igen, tage til en aftale alligevel, og ikke straks flygte, så snart hun mærkede uro.
Nogle gange gik det godt, andre gange overhovedet ikke. Men mindst lige så vigtigt var det, at Danielle begyndte at være mindre hård ved sig selv.
"At acceptere, at jeg ikke længere gør alting på samme måde som før, var måske det sværeste."
Ud over vejledningen talte Danielle også med sin læge om sine symptomer. I hendes tilfælde blev der ordineret hormonbehandling. "Jeg kan mærke, at det tager de værste kanter af. Det er virkelig en lettelse."

For Danielle hjalp det at forstå, at hendes angst ikke bare var noget, der “sad mellem ørerne”. Samtidig er det vigtigt ikke automatisk at tilskrive alle symptomer udelukkende til overgangsalderen.
“Overgangsalderen kan virkelig påvirke, hvordan du har det. Men du behøver ikke bare acceptere angst, uro eller spændinger som noget, der følger med.”
Det, hun gerne vil give videre til andre kvinder, er, at det er helt okay at søge hjælp, hvis angst, uro eller spændinger gør dit liv mindre. Især hvis du ikke længere kan genkende dig selv, begynder at undgå ting eller bruger alt for meget energi på bare at komme igennem hverdagen.
“Gå ikke alene med det. Måske har det noget med overgangsalderen at gøre, måske er der også andre ting, der spiller ind. Du behøver ikke vente, til din verden bliver mindre og mindre.”
For Danielle er det ikke sådan, at alt pludselig er væk. Hun føler stadig spændinger, og nogle dage er stadig svære, men der er kommet en ny form for tillid. Ikke den selvfølgelighed, hun havde før, men følelsen af, at spændinger ikke straks betyder, at hun mister sig selv.
Måske genkender du nogle af symptomerne fra denne historie. Overvejer du, om dine symptomer kan have forbindelse til overgangsalderen? Menopausetesten kan hjælpe dig med at få mere indsigt i det.