Floor (50) har spillet hockey, siden hun var 11 år. Først med en for stor stav og benskinner, der hele tiden gled ned, senere som teenager, der blev mere og mere dedikeret til træningen. Til sidst spillede hun endda en periode i Æresdivisionen. Hockey var ikke bare noget, hun gjorde – det var en del af, hvem hun var.
Siden jeg var 11, har jeg stået på hockeybanen. Hockey var min største passion og er det egentlig stadig.
Hun kendte sin krop som stærk, pålidelig og forudsigelig. Selv efter sin tid i Æresdivisionen forblev hockey en fast del af hendes liv. Ikke længere på samme niveau, men stadig seriøst og dedikeret, med træning, kampe og en holdrytme, der i høj grad strukturerede hendes uger. Efter en hård kamp vidste hun præcis, hvad der ville ske: dagen efter stive lårmuskler, anden dag lidt værre, og derefter forsvandt det. Indtil det mønster begyndte at ændre sig omkring hendes 48. år.
“Ømme muskler hørte bare til. Faktisk kendte jeg det næsten som et system i min krop. En hård kamp, et par dage med stive ben, god restitution og videre.”
Netop det gav hende tryghed. Hun vidste, hvad normal muskelømhed var. Hun vidste, hvornår hun havde brug for hvile, og hvornår hun kunne bygge op igen. Hendes krop reagerede på en måde, hun forstod.
Omkring hendes 48. år bemærkede Floor, at muskelømhed kom oftere. Ikke kun efter en hård træning eller intens kamp, men også på tidspunkter, hvor hun egentlig ikke havde gjort noget særligt.
“Nogle gange kom det bare efter en almindelig arbejdsdag. Eller endda i en rolig uge. Så tænkte jeg: Hvor kommer det her fra?”
I starten søgte hun forklaringer, der passede til hendes gamle sportslogik. Måske havde hun bevæget sig forkert. Måske havde hun sovet dårligere. Måske var hun bare lidt ude af rytme. “Den slags forklaringer passede til, hvordan jeg kendte mig selv. Jeg var en person, der forstod sin krop og kunne justere.”
Men dette lod sig ikke længere forklare så let. Muskelømheden føltes mindre forbundet med anstrengelse, mindre forudsigelig og derfor også mindre velkendt.
Jeg er vant til at forstå min krop ud fra belastning og restitution. Det har altid været mit sprog.
Når Floor tænker tilbage på begyndelsen af denne forandring, husker hun især én morgen. Hun vågnede og mærkede straks, at hendes krop føltes anderledes. “Det var ikke rigtig smerte. Mere en dyb stivhed, der allerede var der, før jeg overhovedet havde gjort noget.”
Da hun stod ud af sengen, mærkede hun det straks i sine ben. De var tungere og stivere end normalt. Ikke som den velkendte muskelømhed efter sport, men noget, hun ikke rigtig kunne placere. “Jeg tænkte først: Måske har jeg bare ligget dårligt. Det sker for alle en gang imellem.” Det blev hængende hele dagen. På arbejdet bemærkede hun, at hun var hurtigere irriteret end normalt. Et møde, der trak ud. Folk, der ikke kom direkte til sagen. Små ting påvirkede hende mere.
Samtidig føltes hendes krop meget nærværende. Hendes skuldre var spændte. Hendes ben føltes tunge, som om de allerede havde været i gang, uden at hun havde gjort noget. “Det var helt nyt for mig. Der var ingen klar årsag, men jeg mærkede det hele tiden.”
Floor fortsatte, som hun altid havde gjort. Arbejde, træne, spille hockey og videre. Banen føltes stadig tryg, næsten som et andet hjem. “Opvarmningen gik stadig. Men jeg bemærkede, at mine muskler reagerede anderledes. Mindre smidige. Langsommere til at restituere mellem anstrengelser.”
Efter træning blev følelsen hængende længere. Ikke den velkendte muskelømhed, hun som sportsudøver kendte så godt, men en generel træthed i musklerne, der ikke rigtig forsvandt.
Så kom der et øjeblik, hvor hun ikke længere kunne ignorere det. “Under en bevægelse på banen mærkede jeg pludselig en skarp smerte i mit underben. Jeg var ikke faldet og havde heller ikke lavet en mærkelig bevægelse, jeg kunne pege på. Bare et skridt, et afsæt, og pludselig var det der.”
Senere viste det sig, at hendes akillessene var sprunget. “Jeg havde aldrig oplevet noget så smertefuldt. Det var virkelig et vendepunkt.”
Ikke fordi den ene skade forklarede alt, men fordi hun derefter ikke længere kunne ignorere det større mønster. Hendes restitution gik langsommere, end hun var vant til, og den muskelømhed, der i månedsvis havde ligget i baggrunden, fik pludselig mere betydning.
Det var ikke én skade. Det var ikke én dårlig uge. Det var noget, der havde været i gang i længere tid.
Under sin genoptræning havde Floor tid til at reflektere over, hvad der skete. Langsomt så hun et mønster: muskelømhed, hun ikke længere kunne forudsige, langsommere restitution og følelsen af, at hendes krop nogle gange allerede var “fyldt” uden nogen klar grund.
Der kom også andre diffuse symptomer til. Ting, hun først havde set som adskilte, begyndte at hænge mere sammen. Og oftere dukkede der ét ord op: overgangsalder. “Jeg tænkte først: Det kan da ikke passe? Jeg følte mig stadig ung. Især for ung til overgangsalderen.”
Gennem historier i medierne, podcasts og samtaler med andre kvinder begyndte hun at læse mere om det. I hendes hoved handlede overgangsalderen mest om hedeture og dårligere søvn. “Ikke om, hvordan dine muskler restituerer. Eller hvordan dine sener reagerer på belastning.”
Da hun talte med sin læge og fysioterapeut om det, begyndte noget at ændre sig. Hun lærte, at hormonelle forandringer, herunder ændringer i østrogen, kan hænge sammen med muskelrestitution, bindevæv og belastningsevne. Det betød ikke, at alt pludselig var enkelt at forklare. Hendes akillessene, hendes sportsbelastning, den fase, hun var i, og hendes restitution spillede alle en rolle. Men det gav retning.
“Det var konfronterende, men også oplysende. Pludselig faldt brikkerne på plads.”
Floor stoppede heldigvis ikke med at spille hockey. Men hun begyndte at tilpasse sin træning. Ikke længere kun med fokus på styrke, intensitet og at fortsætte, men også på restitution. “Jeg var nødt til at tage hvile mere seriøst. Tidligere undervurderede jeg det faktisk.”
Hun begyndte at bruge styrketræning mere bevidst for at støtte sin krop. Hun begyndte også at være mere opmærksom på søvn og kost. “Jeg har altid været bevidst om kost, især fordi jeg dyrker så meget sport. Men nu er jeg også begyndt at holde øje med mit proteinindtag med en app.”
Det fandt hun ret udfordrende. Derudover begyndte hun at tage kosttilskud, herunder magnesium og omega 3. “Jeg syntes tidligere, at kosttilskud var noget pjat. Jeg havde aldrig troet, at jeg selv ville begynde på det. Men jeg har ændret mig 180 grader. For mig er det virkelig blevet ressourcer.”
Ikke fordi én ting løste alt, men fordi helheden hjalp hende: at træne anderledes, restituere bedre, have mere opmærksomhed på kost og lytte bedre til kroppens signaler.
Jeg er stadig den dedikerede hockeyspiller. Det ligger dybt i mig. Nu læser jeg min krop anderledes.
For Floor var det vigtigt at forstå, at muskelømhed, stivhed og langsommere restitution ikke automatisk betyder, at du “bare bliver ældre” eller skal træne hårdere. Samtidig mener hun, at det er vigtigt at tage symptomer alvorligt. “Man skal ikke bare skyde alt på overgangsalderen. Men man behøver heller ikke lade som om, der ikke sker noget.”
Ved vedvarende muskelømhed, senebesvær, skader eller markant ændret restitution er det klogt at tale med en læge, fysioterapeut eller anden behandler om, hvad der foregår. Især hvis symptomerne påvirker din sport, dit arbejde eller dit daglige liv.
Hvad Floor gerne vil give videre til andre kvinder, er, at du skal tage dig selv alvorligt, hvis din krop pludselig reagerer anderledes, end du er vant til. “Især hvis du altid har været aktiv, kan du hurtigt tænke: bare fortsæt. Men nogle gange beder din krop om en anden tilgang. Ikke fordi du er blevet mindre, men fordi der sker en forandring.”
Floor er stadig hockeyspiller. Stadig dedikeret. Hun læser bare sin krop anderledes nu, med mere opmærksomhed på restitution, styrke, kost og hvile. “Med mine ressourcer gør jeg stadig det i livet, der gør mig glad. Det er det vigtigste for mig.”
Overvejer du, om dine symptomer kan have forbindelse til overgangsalderen? Menopausetesten kan give dig en første indsigt.
