Som hormonterapeut taler Suzanne dagligt med kvinder, der oplever, at overgangsalderen i stigende grad påvirker deres søvn, humør, energi og daglige funktion. I denne rubrik deler hun anonymiserede historier fra praksis for at skabe genkendelse, vise hvilke faktorer der kan spille en rolle, og give kvinder praktiske redskaber til selv at undersøge videre.
Bea, som jeg kalder hende her, kom til en konsultation hos mig en onsdag eftermiddag. Hun var 48 år og fortalte under introduktionssamtalen, at hun normalt passer sine børnebørn på 6 og 8 år om onsdagen. Det gør hun med glæde. Det er også hendes eneste fridag. For denne aftale havde hun derfor måttet arrangere noget andet, og det havde hun svært ved.
"Jeg er der altid for de små," sagde hun. Alligevel sad hun hos mig den eftermiddag. Der var noget, der blev stadig mere presserende: hendes migræne. Når en ny klient kommer, kan jeg godt lide først at lære personen at kende. Ikke straks dykke ned i den udfyldte anamnese, men først høre, hvem personen er, og hvordan hendes dagligdag ser ud. Hos Bea blev det hurtigt klart, hvor stor indflydelse migrænen havde.
Anfaldene kom hyppigere og var især uforudsigelige. Nogle gange et par gange om måneden, andre gange ugentligt. Under et anfald måtte hun trække sig fuldstændigt tilbage. Lys, lyd og stimuli blev for meget. Hun beskrev det som "at falde ud af livet for en stund".
Det, der påvirkede hende mest, var indvirkningen på hendes funktionsevne. På arbejdet måtte hun nogle gange melde afbud eller fortsætte med medicin. Derhjemme følte hun sig skyldig, fordi hun var mindre tilgængelig for sin mand. "Jeg er der," sagde hun, "men egentlig også ikke."
Denne uforudsigelighed skabte konstant spænding. Bea vidste aldrig, hvornår det næste anfald ville komme. Derfor drejede hendes liv sig ikke kun om selve migrænen, men også om frygten for den.
Under samtalen kom det også frem, at hun i længere tid havde haft kraftige menstruationer. Omkring sin cyklus bemærkede hun ofte, at hendes symptomer blev værre: mere hovedpine, mere træthed og en større følsomhed over for stimuli. Hun havde altid set det som noget, der hørte med, men mønsteret syntes bestemt at hænge sammen med hendes migræne.
Ellers havde hun få tydelige helbredsproblemer. Det gjorde det ekstra forvirrende for hende. Hvordan kunne noget være så voldsomt, når resten af hendes helbred virkede relativt stabilt?
Hos Bea kunne man se, hvor stor indflydelse denne uforudsigelighed havde. Ikke kun selve migrænen, men også spændingen over, hvornår det næste anfald ville komme, prægede i stigende grad hendes dage.
Hos Bea kiggede vi ikke kun på selve migrænen. Vi så bredere: på hendes cyklus, kost, fordøjelse, belastning, søvn og restitution.
To faktorer kom frem, som passede godt til hendes historie: histaminbelastning og hormonelle udsving. Hendes fordøjelse syntes heller ikke at fungere optimalt.
Histamin er et stof, som kroppen selv producerer, og som blandt andet påvirker blodkar og nervesystemet. Ved følsomhed over for histamin kan det bidrage til hovedpine, migrænelignende symptomer og følsomhed over for stimuli.
Overgangsalderen kan også spille en rolle. I perimenopausen svinger østrogen og progesteron. Ved relativt meget østrogen i forhold til progesteron kan nedbrydningen af histamin forløbe mindre glat.
Det betyder ikke, at histamin var den eneste årsag til Beas migræne. Men det gav et logisk udgangspunkt. Hendes symptomer blev værre omkring hormonelle tidspunkter, hun var følsom over for stimuli, og hendes krop syntes at komme sig dårligere efter travle perioder.
Hos Bea spillede især kombinationen af cyklus, arbejdspres og for lidt restitution en rolle. Hun arbejdede som lærer. Det betød mange skift, mange stimuli og at være "på" hele dagen. Og når skoledøren lukkede, var arbejdet ofte ikke færdigt. Om aftenen ventede der stadig opgaver.
Hendes menstruationer krævede også meget af hendes krop. Omkring de dage var hun mere følsom over for lys, lyd og travlhed. Hun fik hurtigere hovedpine og følte sig mere træt. Det gjorde hendes belastningsevne mindre, netop på de tidspunkter, hvor hendes almindelige liv fortsatte.
Derhjemme påvirkede det også. Bea ønskede at være til stede for sin mand og familie, men følte, at hun nogle gange kun deltog halvt, fordi hendes hoved og krop ikke samarbejdede.
Ved migræne ser jeg ikke kun på selve anfaldet. Jeg vil også vide, hvad der sker i dagene op til: søvn, kost, cyklus, stress, fordøjelse og restitution giver ofte vigtig information.
Vi arbejdede trin for trin. Først ved at kortlægge hendes migrænemønster bedre. Hvornår kom anfaldene? Hvad skete der omkring hendes menstruation? Hvordan sov hun? Spiste hun regelmæssigt nok på travle arbejdsdage? Hvilken kost eller hvilke situationer syntes at forværre symptomerne?
Derefter kiggede vi på at reducere histaminbelastningen. Ikke med en streng diæt, hvor alt pludselig var forbudt, men ved at undersøge, hvad Bea selv reagerede på. Ved symptomer, hvor histamin muligvis spiller en rolle, kan det hjælpe midlertidigt at være mere opmærksom på for eksempel alkohol, stærkt forarbejdede produkter, modnet eller fermenteret mad, rester, der har været opbevaret længe, og andre personlige triggere.
Regelmæssighed blev også vigtig. Bea opdagede, at hun på arbejdsdage nogle gange gik for længe uden et ordentligt måltid eller en pause. Derfor kiggede vi på faste måltider, tilstrækkeligt med proteiner, nok væske og små restitutionspauser i løbet af dagen.
Derudover fokuserede vi på søvn og stressregulering. Fordi hjernen og nervesystemet kan reagere mere følsomt, når belastningen har været høj i længere tid. For Bea betød det også: bedre grænser om aftenen og ikke automatisk fylde hendes frie onsdag helt op.
Ved migræne, der ændrer sig, kommer hyppigere eller bliver værre, er det klogt at lade en læge kigge med. Også ved spørgsmål om medicin, hormoner eller kosttilskud er personlig rådgivning vigtig.
Udfyld et online medicinsk spørgeskema og få en personlig behandlingsplan fra en læge, skræddersyet til din situation, dine præferencer og dit helbred.
I løbet af forløbet bemærkede Bea, at anfaldene kom sjældnere og føltes mindre voldsomme. Også symptomerne omkring hendes menstruation blev mildere. Migrænen forsvandt ikke pludseligt. Bea forblev følsom og måtte fortsat være opmærksom. Men hun lærte bedre at genkende, hvornår hendes krop var mere sårbar, og hvad hun kunne gøre i de situationer.
For Bea var det især vigtigt, at hun bedre vidste, hvad hun kunne gøre på dage, hvor hendes krop var mere følsom. Overgangsalderen betød allerede, at hun måtte give slip på meget kontrol. Hendes menstruationsmønster ændrede sig, hendes belastningsevne var mindre selvfølgeligt, og hendes krop reagerede anderledes end før. Nu havde hun igen nogle konkrete knapper at skrue på: kost, hvile, søvn, restitution og bedre grænser.
Hun vidste bedre, hvordan hun kunne passe på sin krop og støtte sine hormoner.
Hvad vi gerne vil give videre til andre kvinder, er, at migræne i overgangsalderen ikke behøver at stå isoleret fra resten af kroppen. Hvis anfaldene kommer hyppigere, forværres omkring menstruationen eller ledsages af træthed og følsomhed over for stimuli, kan det hjælpe at se bredere.
Ikke kun: Hvilken medicin hjælper under et anfald? Men også: Hvordan sover jeg, hvordan spiser jeg på travle dage, hvordan forløber min cyklus, hvilken kost synes at have indflydelse, og hvor meget hvile og restitution giver jeg egentlig mig selv?
Hos Bea blev det tydeligt, hvor stærkt denne kombination kunne påvirke. Hendes kraftige menstruationer, hormonelle udsving, histaminbelastning, arbejdspres og manglende restitution gjorde hende mere følsom over for symptomer. Det betyder ikke, at der var én simpel årsag. Men det viste, at hendes migræne krævede mere opmærksomhed end kun selve anfaldet.
Et praktisk første skridt er at notere, hvornår symptomerne opstår, i et par uger. Notér din cyklus, søvn, stress, kost, migræne, medicin og restitutionspauser. Et par ord om dagen kan allerede hjælpe med at se mønstre.
Når du tager mønstre alvorligt, får du ofte igen en følelse af kontrol. Ikke fordi alt kan styres, men fordi du bedre forstår, hvad din krop har brug for.
Denne praksishistorie viser, hvordan migræne, hormonelle udsving, kraftige menstruationer, følsomhed over for stimuli og belastning kan hænge sammen. Tilgangen varierer fra kvinde til kvinde. Hvad der hjalp Bea, behøver ikke nødvendigvis at gælde én til én for andre.
Hvis du selv vil undersøge videre, kan du på SeeMe-nopause starte med det symptom, du genkender mest, for eksempel hovedpine, dårlig søvn, træthed eller irritabilitet. Derudover kan du læse mere om kost og livsstil i overgangsalderen med praktiske råd om blandt andet regelmæssighed, restitution og daglige vaner.
Vil du desuden vide, hvilken behandling, medicin eller hvilke kosttilskud der kan være passende, kan en læge kigge med. Ved en indledende konsultation modtager du også den gratis kost- og livsstilsguide med praktiske tips til hver symptomgruppe.
Denne artikel er baseret på praksiserfaringer fra en specialist. For at beskytte patientens privatliv er navn og genkendelige detaljer ændret. Oplysningerne i denne artikel er beregnet til uddannelsesformål og erstatter ikke personlig medicinsk rådgivning.
