Jeg så det heller ikke selv.

Faktisk: jeg så det heller ikke selv. Eller, jeg så det et sted i et mørkt hjørne af mit hoved, men jeg skubbede det hellere væk under noget andet. D-vitamin. Stress. Træthed. Dårlig søvn. En travl familie. En flytning. Bare alt for mange ting i mit hoved.

Alt lød mere logisk end spørgsmålet: kunne det her have noget med overgangsalderen at gøre? 

For helt ærligt? Jeg føler mig alt for ung til det. 

Jeg følte mig gammel. Nogle gange dramatisk gammel. Når jeg endelig smed mig på sofaen om aftenen, kunne jeg ikke sidde ordentligt. Jeg havde ondt i min højre hofte, en slags nagende smerte, der føltes som om, den sad dybt inde i knoglen. Jeg blev hurtigere træt, hurtigere forkølet og hurtigere overstimuleret. Og frem for alt: ude af balance.

Nogle gange sagde min søn noget småt, og jeg reagerede meget kraftigere, end jeg egentlig ønskede. Derefter kom tårerne helt af sig selv. Mit humør blev ikke ligefrem bedre af det. Jeg begyndte også at få hedeture midt under et brætspil. Og det var om vinteren. Jeg tænkte bare: Hvad er det her nu for noget?

Det værste var, at jeg ikke helt kunne genkende mig selv. Ikke kun i mine reaktioner, men også i spejlet. Jeg kunne godt se mig selv. Selvfølgelig. Det var ikke som om, der pludselig stod en anden person der. Men alligevel kiggede jeg nogle gange på mit ansigt og tænkte: Hvor er jeg blevet af? Hvor jeg før i tiden nogenlunde kunne skjule en dårlig nats søvn, virkede det nu som om, mit ansigt straks afslørede alt. Det føltes, som om jeg langsomt blev opslugt af kviksand.

Også her fandt jeg først alle mulige forklaringer. For travlt. For lidt tid udenfor. For lidt restitution. En mangel. Bare en fase. Bedre kost, mere konsekvent motion, tage et eller andet tilskud, klage mindre. For det gør vi ofte, tror jeg. Vi leder først efter noget, vi kan løse. Noget praktisk. En pille mere. Gå lidt tidligere i seng. Mindre kaffe. Mere grønt.

Et sted i baghovedet lå der dog en tanke. Min mor var allerede i overgangsalderen i begyndelsen af fyrrerne. Så ja, det var ikke helt absurd at tænke tanken. Men jeg syntes, det *var* absurd. For mig selv. Jeg er ikke klar til det her endnu. Som om man kan være klar til det. Som om ens krop først pænt sender en mail med: Kære Anneloes, fra næste måned går vi ind i en ny hormonel fase, klik her for at acceptere.

Sådan fungerer det altså ikke.

Netop det synes jeg er interessant, når jeg ser tilbage. For hvis jeg, mens jeg var så tæt på emnet, ikke straks genkendte mine egne symptomer, hvor mange kvinder går så rundt med den samme følelse?

Jeg hører det også fra dem omkring mig. Kvinder, der er trætte, sover dårligere, reagerer mere følelsesmæssigt, restituerer langsommere efter træning, bliver hurtigere overstimulerede eller pludselig tænker: Hvorfor gør jeg sådan? Hvorfor føles min krop anderledes? Hvorfor kan jeg det hele den ene uge og næsten ingenting den næste?

Og alligevel tænker de ikke straks på overgangsalderen. Især ikke hvis de stadig har menstruation. Især ikke hvis de føler, de er for unge. Især ikke hvis deres symptomer ikke passer til det billede, de kender: hedeture, nattesved, uregelmæssig cyklus, slut.

Men det virkelige liv er ofte mere rodet. Symptomer kan overlappe hinanden. Stress, mangler, søvn, arbejde, familie, kost, hormonelle forandringer: det er ikke altid én årsag med en pæn etiket på.

Derfor vil jeg ikke skrive for kategorisk om det. Det er ikke alt, der handler om overgangsalderen, men du kan godt tage det med som en mulighed. Måske behøver du ikke først tænke på overgangsalderen, når det føles, som om din krop står ved siden af din seng med et blinkende advarselslys.

Anneloes er 39 år og skriver for SeeMe-nopause om kvinder, sundhed og overgangsalderen, som den viser sig i det virkelige liv: nogle gange helt tydeligt, andre gange forvirrende og nogle gange først genkendeligt bagefter. Hun arbejder med sprog, sundhed og kvindehistorier, skriver også bøger, bor sammen med sin kone og deres søn, og har opdaget, at man godt kan være tæt på emnet og stadig overse sine egne signaler.