Hvis du spekulerer på, om du er i kommet overgangsalderen, er du ikke den eneste. Det er en tanke, mange kvinder får omkring 40-årsalderen, som regel fordi de oplever en masse forandringer og ikke længere føler sig som sig selv. Lige pludselig har du svært ved at holde alle bolde i luften, du bliver hurtigere udmattet, eller du har en meget kort lunte. Men hvordan ved du, om du er i overgangsalderen? Findes der en test for det? Kan man måle ud fra dine hormonniveauer? Og findes der også andre metoder?
Vi forklarer, hvad der sker i kroppen i kvindens overgangsfase fra frugtbar til ufrugtbar, hvilke hormoner der spiller ind, og hvordan (og endnu vigtigere: om!) du kan vide med sikkerhed, om du er i overgangsalderen.
Når du vil teste, om du er i overgangsalderen, enten med en hjemmetest eller hos lægen, bliver følgende hormonværdier målt:
Med en test kan man måle niveauet af FSH, LH og/eller østrogen i kroppen. Men selv om testen viser dine aktuelle hormonværdier, kan den ikke nødvendigvis fortælle, om du er i overgangsalderen.Hvordan kan det være?
Fra omkring 40-årsalderen bliver modningen af de tilbageværende æg i kvindekroppen stadig vanskeligere. Du forandrer dig ved en helt naturlig proces fra en frugtbar til en ufrugtbar kvinde.
Kroppen reagerer på denne forandring ved at blive ved med at stimulere fertiliteten, som den plejer. Det gør den ved at øge niveauet af FSH og LH (hormonerne, der stimulerer ægmodning og ægløsning).
Det sker, ved at dine æggestokke sender et signal til hypofysen (en lille hormonkirtel på hjernens underside, som styrer en række hormonproducerende kirtlers funktion). Når hypofysen opdager, at der ikke sker nogen ægmodning, stimulerer den fertiliteten ved at sende ekstra FSH og LH ud til æggestokkene.
Desuden begynder progesteronniveauet at falde, fordi modningen af ægceller bliver stadig vanskeligere eller helt udebliver. Det forårsager østrogendominans i kroppen (og eventuelle tilhørende gener). Senere i overgangsalderen falder østrogenniveauet også (hvilket eventuelt kan medføre andre gener).
Der opstår altså en midlertidig ubalance i hormonniveauerne, hvilket kan udløse abstinenssymptomer. Din krop skal jo klare sig med færre hormoner, end den plejer, og det kræver en række tilpasninger. Heldigvis er kroppen fleksibel og forsøger selv at finde en ny balance.
Hormonsvingninger gør det vanskeligt at se ved hjælp af en test, om en kvinde er i overgangsalderen. Hormonerne kan jo flyve i alle retninger i overgangsalderen. Den ene måned har du måske ægløsning, og der dannes østrogen (så din krop ikke danner ekstra LH og FSH), og måneden efter er det modsatte måske tilfældet (hvilket får kroppen til at danne ekstra LH og FSH).
Det betyder, at en test i den første måned vil vise, at du ikke er i overgangsalderen, mens samme test i måneden efter vil vise, at du er det. Det giver med andre ord ikke mening at få taget en enkelt test hos lægen.
En hjemmetest, som du udfører flere gange, er mere pålidelig. Testen måler, om der er en stigning i FSH-niveauet. Når du tester flere gange, får du et mere realistisk billede af, hvad der foregår i din krop. Du kan købe en hjemmetest hos SeeMe-nopause og få den leveret hjemme hos dig.
Her er det vigtigt at vide, at FSH-niveauet ikke siger noget om sværhedsgraden af dine symptomer. Et lille fald i østrogenniveauet og dermed en let stigning i FSH kan give mange gener hos nogle kvinder og ingen eller minimale gener hos andre.
Hvis overgangsalderen sætter ind, før du er fyldt 40, kaldes det for tidlig overgangsalder, også kendt som POI (primær ovarieinsufficiens). Det sker for 1 % af alle kvinder.
Da kvinder under 40 generelt endnu ikke har forhøjede FSH- og østrogenværdier, siger det faktisk en hel del, hvis du har en stigning i disse niveauer i så tidlig en alder. I så fald kan både en hjemmetest og en test hos lægen derfor afsløre, om du er i overgangsalderen. Men det gælder altså kun for kvinder, der kommer for tidligt i overgangsalderen.
Allerede før perimenopausen begynder dine hormoner at svinge. Der sker en række forandringer i din krop, hvilket kan give sig udslag i gener, ofte som følge af østrogendominans. Du mærker, at overgangsalderen er på vej.
Et af de første tegn på, at perimenopausen (overgangsalderens første fase) er under opsejling, er uregelmæssige menstruationer. Dine cyklusser bliver kortere eller måske længere. Måske bløder du også mindre eller mere, end du plejer. Disse forandringer bliver mere og mere udtalte, indtil dine menstruationer en dag stopper helt: menopausen.
Hvordan denne proces forløber, er meget forskelligt fra kvinde til kvinde. Det er ikke til at spå om, men generelt kan man sige, at alle kvinder over 45 år er i overgangsalderen.
Mange sundhedspersoner og forskere bruger Greene Climacteric Scale (GCS) til at undersøge, om en kvinde er i overgangsalderen, på baggrund af hendes symptomer. Det et spørgeskema, som omhandler de symptomer, der kan skyldes hormonforandringer i årene omkring overgangsalderen.
Skemaet omfatter både mentale symptomer (depression og angst), fysiske symptomer og seksuelle symptomer. Det er et godt spørgeskema, hvis du ønsker at danne dig et billede af, om dine symptomer kan hænge sammen med overgangsalderen.
Er jeg i overgangsalderen? Denne validerede metode giver dig indsigt i dine symptomer
Et sidste tip (som måske kan give dig et fingerpeg): Undersøgelser har vist, at den alder, din mor havde, da hun kom i overgangsalderen, kan være en indikator for, hvornår du selv gør det. Dine menstruationer vil med stor sandsynlighed stoppe omkring den samme alder.
Din mors symptomer siger derimod intet om dine. Hvad du oplever, afhænger i høj grad af din personlige situation, livsstil og sundhed.