I overgangsalderen sker der en masse forandringer i kroppen. F.eks. kan du opleve, at dit syn bliver nedsat, eller at dine øjne hurtigere bliver trætte eller tørre. Selv om du måske ikke umiddelbart forbinder disse øjen- og synsforandringer med overgangsalder, kan hormonsvingningerne spille en vigtig rolle.
Mit syn er blevet så sløret på det seneste. Optikeren siger, at mine øjne er meget tørre, og at det sikkert skyldes overgangsalder. Jeg anede ikke, at det også var en del af det. – Renate (54 år)
Op mod 80 % af alle kvinder i overgangsalderen døjer med tørre øjne eller andre øjengener. Desuden lader det til, at kvinder oftere lider af tørre øjne end mænd, hvilket til dels skyldes de hormonelle forandringer i kvindekroppen. Derfor møder optikerne også flere kvinder end mænd i 40- og 50-årsalderen i deres praksis.
Det gælder generelt, at jo længere du er henne i overgangsalderen (postmenopausen), jo lavere er østrogenniveauet, og jo større er sandsynligheden for, at du får øjenproblemer. Men hvorvidt det sker, hvad der sker, og hvornår det sker, er forskelligt fra kvinde til kvinde. Det kan også være, du oplever, at dit syn forandrer sig allerede i perimenopausen – eller måske får du ingen øjenproblemer overhovedet.
Hormonerne spiller en central rolle i kroppen. De fungerer som såkaldte budbringere, der fortæller dine organer, hvad de skal. Via blodet sender de signaler til alle dele af kroppen og dermed også til øjnene. Og øjnene har brug for tårevæske for at kunne fungere og se ordentligt. Når du blinker med øjnene, fordeles tårevæsken over øjet i et tynd og jævnt lag. Det kaldes tårefilm. Tårefilmen beskytter øjet og holder det glat og vådt.
Kønshormonerne østrogen og progesteron har indflydelse på slimhinderne og dermed på dannelsen af alle tårefilmens bestanddele, herunder tårevæsken. Når hormonniveauerne svinger og falder i overgangsalderen, kan det medføre tørre, ømme og/eller irriterede øjne, sløret syn og besvær med at fokusere.
Desuden menes det, at østrogen har en betydning for hornhindens elasticitet, som er afgørende for den måde, lyset rammer øjnene på. Når østrogenniveauet falder, kan du derfor opleve at få sløret syn eller andre synsforandringer.
Endelig er der i overgangsalderen en øget risiko for betændelse i øjenlågsranden (blefaritis) eller øjeneksem. De svingende hormonniveauer gør, at der lettere opstår betændelse i øjenlågskanterne. Østrogen er jo afgørende for kroppens kollagenproduktion, som bl.a. sikrer en hydreret og stærk hud. Jo mindre kollagen, jo lettere tørrer huden ud, og det kan mærkes på den tynde, følsomme hud omkring øjnene. Øjnene eller øjenlågskanterne kan blive røde og sviende, klistre sammen, løbe i vand, være mere lysfølsomme eller føles ubehagelige.
Ud over hormonforandringerne i overgangsalderen kan alderen også spille ind, når det gælder nedsat syn og andre øjengener. Derudover kan medicin, allergier og hudsygdomme (f.eks. eksem) og brug af kontaktlinser påvirke øjensundheden. Sygdom i skjoldbruskkirtlen (Graves' sygdom) kan desuden give sløret syn, tørre eller rindende øjne, rødme, ømhed, dobbeltsyn eller andre øjengener.
Du har ikke kun slimhinder i øjnene, men også i munden, næsen, halsen, lungerne og skeden. Her kan du altså også opleve tørhed i overgangsalderen. Mere om vaginal tørhed.
I overgangsalderen er det særlig vigtigt at træffe sunde valg. Tilstræb at få nok motion, en afbalanceret kost og tilstrækkeligt med ro og afslapning. En sund livsstil kan understøttes med kosttilskud.
Hvilken behandling der hjælper mod tørre øjne, afhænger af årsagen og symptomernes sværhedsgrad. Øjentørheden kan måske lindres med øjendråber eller kunstig tårevæske. Det hjælper også at passe godt på øjnene ved at spise sundt og undgå tørre omgivelser. Tal med lægen om eventuelle yderligere undersøgelser.
Hormonbehandling (HRT) er en behandling, der kompenserer midlertidigt for det naturlige tab af visse hormoner i overgangsalderen. Det kan være med til at lindre svære symptomer som hedeture, dårlig søvn, tør skede og psykiske symptomer. Mange kvinder oplever det som en stor lettelse. Har du også andre overgangsaldersymptomer ud over tørre øjne, er hormonbehandling måske en mulighed for dig.
Vitaminer og mineraler er vigtige for et godt helbred. Kosttilskud kan være en god støtte, f.eks. zink, C-vitamin eller omega 3.
Få de værktøjer, du har brug for til at komme mere afslappet gennem overgangsalderen og forstå, hvad der sker i din krop. Med tips og viden fra eksperter og relaterbare beretninger fra andre kvinder. Press play, not pause.
Det hjælper generelt at spise sundt og varieret, drikke rigeligt med vand og få tilstrækkeligt med sport. Forsøg også at holde op med at ryge, og undgå tørre omgivelser og alkohol. Brug solbriller for at undgå solskader. En god brille kan også hjælpe mod øjengener, når du dyrker motion. Sidder du meget ved en skærm, så fokuser regelmæssigt på noget i det fjerne, og hold rigeligt med pauser.
Undersøgelser viser, at der kan ske forandringer i øjnene, når man er udsat for kronisk stress. Når kroppen danner meget kortisol og adrenalin (stresshormoner), kan det medføre sløret syn, lysfølsomhed og andre øjengener. Virkningerne er ofte midlertidige, men eksisterende symptomer kan også forværres.